Dræber kvinde med talrige stik i brystet
Havde planlagt drabet på forhånd
En 34-årig mand er sigtet for drab på en 53-årig kvinde ved at stikke hende flere gange i brystet på en adresse i Beder syd for Aarhus.
Det er kommet frem under grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge politiet skulle drabet have været planlagt, eftersom den 34-årige havde medbragt kniven til adressen i Beder.
Han erkender at have stukket kvinden, men han nægter at have haft til hensigt at dræbe hende, oplyser mandens forsvarer ifølge Ekstra Bladet.
Anmeldelse om overfald
Politiet havde modtaget en anmeldelse om overfald på stedet, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Vil ikke kommentere på relationen
Den sigtede og den 53-årige kvinde kendte hinanden i forvejen.
Han kender hende
- Han har et forudgående kendskab til den 53-årige, men på nuværende tidspunkt ønsker vi ikke at oplyse yderligere om deres relation, muligt motiv eller det nærmere hændelsesforløb, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiet har foretaget en lang række efterforskningsskridt, afhøringer og sporsikring, men der venter fortsat et stort efterforskningsarbejde forude.