Drabstiltalt tæsket med havestol
To teenagere blev dræbt under knivstikkeri i Taastrup. Anklageskrift viser, at overfald på tiltalt var aftalt
Da to teenagere i marts blev dræbt af knivstik i Taastrup ved København, var de ifølge anklagemyndigheden en del af en gruppe, som havde aftalt at overfalde en 17-årig, der i dag er tiltalt for drab.
Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Bagholdsofferet er i dag 18 år. Han er blevet tiltalt for at have dræbt de to teenagere, der var 17 og 18 år på tidspunktet.
Planlagt overfald
Anklageskriftet beskriver, hvad der ifølge anklagemyndigheden gik forud for, at de to teenagere blev dræbt.
Heri fremgår det, at en gruppe drenge, som de to dræbte teenagere var en del af, havde aftalt at overfalde den drabstiltalte.
Ifølge anklageskriftet ventede gruppen sent om aftenen 6. marts i år på den drabstiltalte uden for indkøbscenteret City 2 i Høje Taastrup.
Fulgte efter ham
Herfra fulgte de efter ham via et stisystem fra City 2 og ud til Skjeberg Allé.
Da de forsøgte at overfalde ham, trak han en kniv med en bladlængde på 12 centimeter og stak den ene af dem i halsen.
Den sårede døde senere samme aften på hospitalet.
Slået med havestol
Under episoden blev den drabstiltalte gentagne gange slået og sparket i hovedet og på kroppen. Han blev også slået med en havestol, mens han lå på jorden.
Ifølge anklageskriftet trak den drabstiltalte igen kniven og stak den anden teenager i brystet. Han døde på stedet.
Fra gruppen er fire unge mellem 17-19 år blevet tiltalt for at have deltaget i bagholdsangrebet sammen med de to afdøde teenagere. De er tiltalt for grov vold.
Påberåber sig nødværge
Hvordan de unge har kendt hinanden, eller hvorfor de planlagde overfaldet, fremgår ikke af anklageskriftet.
Den i dag 18-årige drabstiltalte har siddet varetægtsfængslet siden 8. marts.
Allerede dengang blev oplyst, at han nægtede sig skyldig og påberåbte sig at have handlet i nødværge.
Straffelovens regler om nødværge giver folk ret til at forsvare sig selv, når de bliver angrebet. Men man må kun anvende den vold, som er nødvendig for at forhindre angrebet.
Bliver et tema under sagen
Går man videre end det, så overskrider man grænserne for nødværge, og så kan man i princippet straffes. Lovens nødværgeregler anerkender samtidig, at der er en gråzone mellem, hvornår der er tale om lovligt nødværge, og hvornår der ikke er.
Det vil efter alt at dømme blive et tema, når sagen skal behandles ved Retten i Glostrup. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår det kommer til at ske.