Drabschef: Vi efterforsker på højtryk
Omfattende efterforskning efter drab på 13-årig pige
Efterforskningen af drabet på en 13-årig pige fra Hjallerup fortsætter på højtryk.
Det oplyser efterforskningsleder Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre – og derfor er det yderst begrænset, hvad politi og anklagemyndighed kan udtale sig om vedrørende de konkrete omstændigheder.
”Men vores efterforskning af denne meget voldsomme drabssag fortsætter på højtryk,” lyder forsikringen fra efterforskningslederen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen.
Straks i gang
Vicepolitiinspektøren fortæller, at Nordjyllands Politi øjeblikkeligt, efter at anmeldelsen indgik til politikredsens vagtcentral, iværksætte en lang række af forskellige efterforskningsskridt.
Det være sig afhøringer, forhøringer, afspærringer, tekniske undersøgelser, hundesøgning og flere former for sporsikring.
Disse skridt har allerede ført frem til, at politiet nu har et godt samlet billede af det hændelsesforløb, der har udspillet sig før, under og efter de tragiske begivenheder.
”Vi har i forbindelse med vores arbejde været massivt til stede i området omkring Hjallerup, siden vi modtog anmeldelsen sent i går aftes – og vi kommer fortsat til at befinde os i området, blandt andet med vores mobile politistation, som alle borgere har kunnet henvende sig til,” siger Frank Olsen.
Fortsætter længe
Han oplyser også, at politiets efterforskning af de nærmere omstændigheder fortsætter en rum tid endnu:
”Vi har at gøre med en drabsefterforskning, så vi er særdeles grundige. Derfor har vi stadig et stort arbejde foran os med at få klarlagt sagens forskellige detaljer. Det skal vi nu have ro til.” Frank Olsen fremhæver eksempelvis, at der fortsat er vidner, som skal afhøres eller genhøres, ligesom yderligere spor skal sikres.
Løsladt igen
En 13-årig pige var kortvarigt anholdt i sagen, men hun blev hurtigt løsladt af Nordjyllands Politi.
Anholdelsen skyldtes, at når politiet antræffer flere personer i tilknytning til en alvorlig forbrydelse, så er det ikke ualmindeligt, at man skrider til anholdelse for at sikre sagens fulde opklaring.
”Men en anholdelse, selvom den var kortvarig, kan jo kaste en mistanke på nogen: Og jeg vil derfor gerne slå helt fast,” pointerer Frank Olsen, ”at det er politiets klare opfattelse, at pigen ikke har haft noget med denne forfærdelige forbrydelse at gøre.
Der er én mistænkt i sagen: Den 17-årige varetægtsfængslede.”