Drab på Mads: Søger muligt vidne

Politiet efterlyser en ung mand, der kan have været vidne til drabet på 18-årige Mads Arberg

Et muligt vidne til drabet på 18-årige Mads Arberg søges.
Et muligt vidne til drabet på 18-årige Mads Arberg søges.
Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en ung mand, der kan være et vigtigt vidne i forbindelse med drabssag fra Viby.

I forbindelse med efterforskningen af drabet på en 18-årig mand i Viby søndag den 31. oktober har politiets efterforskere gennemset en del videoovervågning fra det område, hvor drabet fandt sted.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Passerer gerningssted få minutter før 

På én af videoerne ses en person passere gerningsstedet ud for Ormslevvej nr. 72 lige omkring gerningstidspunktet. Den person vil Østjyllands Politi meget gerne i kontakt med.

På videoen kan det ses, at vedkommende går forbi hovedindgangen til Aarhus Handelsgymnasium klokken  cirka 21.08 – altså få minutter før politiet får den første anmeldelse om, at en person er blevet stukket med kniv.

Personen på videoen beskrives som ung mand, 15-20 år, slank af bygning, lys i huden med mørkt, kort hår, bærer briller. 

Han er iført en blålig dynejakke og bukser og har en stor rygsæk med sig. 

Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den unge mand, der kan have set eller hørt noget, som kan have betydning for efterforskningen. 

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Fem sigtet og fire fængslet

I dagene efter drabet fik Østjyllands Politi anholdt og varetægtsfængslet fire mænd, der alle er sigtet for i forening, efter forudgående aftale og efter fælles forståelse at have røvet og efterfølgende dræbt den 18-årige mand.

Derudover er en femte mand blevet sigtet for at have bortskaffet bevismateriale i forbindelse med sagen. 

Efterforskningen er fortsat i fuld gang, og det kan ikke udelukkes, at der kan komme flere anholdelser.

Powered by Labrador CMS