Dr. Klam skal blive i spjældet

Vestre Landsret er enig med Retten i Aarhus om, at en 31-årig mandlig læge skal to år i fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret

En 31-årig læge er torsdag blevet kendt skyldig i at have krænket fire kvindelige patienter og idømt to års fængsel.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad, som er til stede ved ankesagen i Vestre Landsret.

Lægen havde anket sagen til landsretten. Men ved dommen stod det klart, at landsretten er enig med byretten om fængselsstraffen.

Sager fra Viborg og Aarhus

Den 31-årige mand er dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelser og misbrug af sin stilling som læge.

Tre af sagerne stammer fra regionshospitalet i Viborg og den sidste fra Aarhus Universitetshospital.

To af sagerne handler om, at han tog de kvindelige patienter på brysterne under en brystundersøgelse. De var på sygehuset på grund af skader på henholdsvis knæ og albue.

Foretog vaginalundersøgelser

På den tredje patient foretog han en vaginal undersøgelse med sine fingre, selv om hun kom med skader på knæ og ankel efter et fald.

Kvinden, som blev undersøgt på Aarhus Universitetshospital, har fortalt, at hun blev indlagt med høj feber i forbindelse med influenza, men at lægen blandt andet befølte hende på brysterne.

Han skal også have undersøgt hende vaginalt.

Lægefagligt begrundet

Lægen har under hele sagen nægtet sig skyldig. Ifølge ham var han bare grundig med sine undersøgelser.

Han har også argumenteret for, at alle undersøgelserne var lægefagligt begrundet.

Men det er også kommet frem, at ingen af de intime undersøgelser er blevet journaliseret.

Landsretten er ifølge Viborg Stifts Folkeblad også enig med Retten i Aarhus i, at den 31-årige skal frakendes retten til at arbejde som læge.

Vestre Landsret kom torsdag frem til den samme fængselsstraf som byretten i en sag om overgreb på patienter. (Arkivfoto).
Vestre Landsret kom torsdag frem til den samme fængselsstraf som byretten i en sag om overgreb på patienter. (Arkivfoto).

BLUFÆRDIGHEDSKRÆNKELSE

§ 232 Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Kilde: Danskelove.dk
Powered by Labrador CMS