Dømt: Krænkede over 100 børn
Under navnet "Alberte" lokkede manden drengene til at sende seksuelle billeder. Han er idømt otte års fængsel
En 35-årig mand fra Bramming skal otte år i fængsel for digitalt at have sexkrænket flere end hundrede af drenge landet over.
Det oplyser Vestre Landsret i en pressemeddelelse.
Dermed skærpes dommen fra Retten i Esbjerg, som lød på seks år.
Manden er fundet skyldig i yderligere fem tilfælde af blufærdighedskrænkelse og 13 tilfælde af forsøg på at mødes med drengene for at opnå seksuelt forhold med børn.
Michael Jensen, som manden hedder, er dømt for at have krænket og afpresset 115 drenge via sociale medier.
Tilbød nøgenbilleder
Den 35-årige mand er også idømt et forbud mod at kontakte børn og unge under 18 via nettet på ubestemt tid. Derudover må han ikke beskæftige sig med børn og unge hverken i sin fritid eller i forbindelse med arbejde.
Landsretten har lagt vægt på, at der er tale om en særlig grov sag, at manden er blevet fundet skyldig i flere forhold end i byretten, og at han tidligere er straffet for lignende forhold.
Det var via sociale medier som Snapchat, at manden gik under navnet ”Alberte” og tilbød drengene nøgenbilleder af sig selv mod at få seksuelle billeder og videoer af drengene retur.
Gik i fælde
Manden fik eksempelvis en 10-årig dreng til at onanere sin 13-årige bror for rullende kamera.
Han kontaktede også tre drenge, mens de sad og så MGP og formåede at få dem til at sende billeder, hvor de onanerede hinanden.
I 2018 blev der sat en fælde for den 35-årige mand. Manden ankom til Jerne Stadion i Esbjerg med troen på, at et fysisk møde med en 13-årig dreng skulle finde sted.
Hvad han ikke vidste, var, at politi i civilt stod klar og ventede på ham.
Dømt for lignende
Ud over fængselsstraffen er han dømt til at betale erstatning til en række af de forurettede i beløb, der varierer fra 5000 til 40.000 kroner.
Den 35-årige mand fra Bramming er tre gange tidligere blevet dømt i lignede sager. Det var i 2014, 2016 og 2018.
Sidste år blev en 22-årig mand fra Varde-området idømt seks års fængsel for have taget kontakt til 169 kvinder via sociale platforme og manipuleret dem til at udføre seksuelle handlinger. Flere var piger under 15 år og to var blot 11 år.