Dømt: Huggede lillefinger af med økse

Søndag er der faldet dom i en sag om grov vold i Horsens. De to tiltalte får flere års fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd skal i fængsel efter voldsom afpresning af en 41-årig mand

Der er søndag ved Retten i Horsens blevet afsagt dom i en sag om grov vold, der endte med en afhugget lillefinger.

I sagen har to mænd på henholdsvis 27 og 35 år været tiltalt.

Mens den 27-årige er endt med at få fem års fængsel, så har den 35-årige fået to års fængsel.

Gik efter forvaring

Det oplyser advokat Alexander Nyborg Christensen, der har været forsvarer for den 27-årige.

Anklageren havde gået efter, at den 27-årige skulle have haft forvaring. Det vil sige afsoning uden tidsbegrænsning.

Er glade

Alexander Nyborg Christensen fortæller, at han og hans klient er tilfredse med, at den 27-årige ikke endte med at blive idømt forvaring.

- Vi er glade for, at det bliver tidsbestemt grundet hans alder, siger forsvareren.

Udsat for grov vold

Horsens Folkeblad har tidligere beskrevet den voldsomme sag, der altså endte med at koste en lillefinger. Sagen fandt sted i Horsens i sommeren 2020.

I sagen havde de to tiltalte mænd udsat en dengang 41-årig mand for grov vold ved blandt andet at hugge hans lillefinger af med en økse.

Vil tænke over dom

Den 41-årige blev også afpresset med en fjerkræsaks og en boremaskine til at udlevere penge, som den nu 27-årige mente, at ofret skyldte ham.

Horsens Folkeblad skriver, at det i forhold til den 27-åriges dom nu er op til statsadvokaten, om dommen skal ankes til landsretten.

Den 35-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke sin dom.

Powered by Labrador CMS