Dømt for vold mod Mette F.

Anklager får medhold i sag mod 39-årig polsk mand i Københavns Byret

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

En polsk statsborger udvises af Danmark efter at have slået statsministeren med knyttet hånd. Samtidig idømmes han fængsel i fire måneder.

Dommen er afsagt af Københavns Byret onsdag. Den 39-årige er fundet skyldig i vold mod person i offentligt hverv, da han ved Kultorvet i København 7. juni slog Mette Frederiksen med knyttet hånd.

Skærpende omstændigheder

Statsministeren blev udsat for overfaldet, da hun tilfældigt mødte den polske mand, der var beruset, og som ifølge vidner sagde noget vredt og uforståeligt i forbindelse med hændelsen.

I retten har anklagemyndigheden hævdet, at overfaldet skete på grund af Mette Frederiksens offentlige ytringer, og at det skulle være en skærpende omstændighed. Dette finder retten - en juridisk dommer og to lægdommere - dog ikke grundlag for.

Overfald på Statsminister Mette Frederiksen

En 39-årig polsk mand slog den danske statsminister Mette Frederiksen med knyttet hånd på Kultorvet i København den 7. juni.

Manden, der var beruset under overfaldet, er dømt til fire måneders fængsel og udvises af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Overfaldet blev ikke anset som skærpet af retten, selvom det skete på grund af statsministerens offentlige ytringer.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fire andre forhold

Desuden er manden dømt for fire forhold af blufærdighedskrænkelse. I et tilfælde befølte han en 22-årig kvinde på Nørreport Station, mens han tre andre gange blottede sin penis for unge kvinder og piger forskellige steder.

I de sidste fem år har manden opholdt sig i Danmark. Det er blevet til 22 bøder for især tyverier forud for onsdagens dom.

En polsk mand er nu dømt for at have slået Mette Frederiksen.

Bad om frifindelse

Hans forsvarer, advokat Henrik Karl Nielsen, mente ikke, at der kunne dømmes for vold mod nogen i offentlig tjeneste. Han bad om frifindelse for udvisning og den lavest mulige straf.

Efter dommen meddeler forsvareren, at dommen modtages.

I seks år

Udvisningen omfatter et forbud mod at indrejse i Danmark i seks år.

Statsministeren var ifølge en veninde tydeligt rystet efter slaget, der ramte hende på højre skulder. Straks efter aflyste hun flere møder.

Powered by Labrador CMS