Dømt for drab: Pudsede pitbull på offer
Kvinden brugte sin hund som våben
En 40-årig kvinde er blevet idømt 20 års fængsel for at have dræbt en 55-årig mand på brutal vis.
"God dreng, på ham," lød det fra kvinden ved navn Melissa Wolke, da hun i januar 2020 lod sin pitbull angribe den forsvarsløse mand.
Det skriver People.
Nægtede at kalde på hunden
Politiet modtog et opkald fra borgere, der havde set kvinden "hoppe op og ned på en mand," ligesom hun havde pudset hunden på manden.
Melissa Wolke nægtede at kalde sin pitbull til sig. Så for at politiet kunne behandle 55-årige Donald Abner var de nødt til at skyde og dræbe hunden.
- Som jeg ser det, så brugte hun sit dyr, en pitbull, som våben for at hjælpe sig selv i en konfrontation, sagde Scottie Penninton fra Kentucky State Police dengang.
Venner i 20 år
Det voldsomme angreb kostede Donald Abner livet. Han havde fået bideskader i ansigt, nakke og hoved.
Siden hen har den nu 40-årige kvinde erklæret sig skyldig i mord.
Hun har forklaret til politiet, at den dræbte havde været hendes ven i 20 år.