Dømt for dødsvold mod sin mor
I sommer blev en ældre kvinde tævet ihjel. Nu er hendes søn dømt
Tidligt om morgenen den 30. juli sidste år fik alarmcentralen et opkald om, at en 75-årig kvinde havde slået hovedet ved et muligt fald på en adresse i Brønderslev.
Det viste sig dog, at kvinden ikke var faldet, men var blevet udsat for omfattende vold, og onsdag er hendes 55-årige søn ved Retten i Hjørring blevet dømt for at have forårsaget hendes død.
Manden var tiltalt for drab, men han blev dømt for vold med døden til følge.
Talrige slag og spark
Da han er psykisk syg, blev han dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, skriver Nordjyske og TV2 Nord.
Af sagens anklageskrift fremgår det, at sønnen om natten udsatte moren for talrige slag, spark, stød mod knæ samt tramp eller lignende mod hendes hoved og krop. Han kvalte hende også ved at presse hende mod halsen.
Volden gav hende omfattende skader, blandt andet flere bækkenbrud og blodansamling i hjernen.
Var ikke til stede
Den 55-årige var ikke til stede under onsdagens retsmøde. En ledende overlæge fra den psykiatriske afdeling, hvor han har siddet varetægtsfængslet, forklarede, at et fremmøde i retten ville forværre hans tilstand, skriver nordjyske.dk.
Manden er frakendt retten til at arve sin mor og dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning til sin far og 75.000 kroner til hver af sine søskende.