Dømt for at lokke 20 piger på sociale medier

29-årig dømt for grooming

Offentliggjort Sidst opdateret

20 piger blev på de sociale medier lokket til at sende pornografiske billeder og videoer af sig selv til en mand, der skjulte sig under en falsk identitet.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag på Twitter om en dom, som Retten på Frederiksberg har afsagt i sagen mod en 29-årig mand.

Straffen lyder på fængsel i et år og seks måneder. 

Ankede på stedet

Han ankede på stedet til Østre Landsret.

Under sagen i retten har den tiltalte været på fri fod, men tirsdag er det slut. Retten har bestemt, at han skal være varetægtsfængslet under anken.

Det begrundes med hensynet til folks retsfølelse, og fordi nogle af ofrene var under 15 år. 

Det oplyser anklager Rizwan Khan til Ritzau.

Piger fra 12 til 17 år

Forbrydelserne gik ud over piger i alderen fra 12 til 17 år. 

De blev udsat for blufærdighedskrænkelse, afpresning, bedrageri og ulovlig tvang, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Da det var lykkedes for manden at få pigerne til at sende sig intime fotos, tog han i flere tilfælde næste skridt. Han afpressede dem økonomisk og fik dem også til at sende flere fotos.

Var ikke nybegynder

Overgrebene fandt ifølge dommen sted fra 2017 til 2020. Den 29-årige var ikke en nybegynder. Han er tidligere dømt for tilsvarende kriminalitet.

Myndigheder kalder hans optræden for grooming. 

Det er engelsk og betyder at passe og pleje. Under kontakten på nettet bliver ofrene udnyttet og manipuleret. 

Krænkeren kan over tid påvirke offeret til at overskride sine grænser.

En 29-årig mand er tirsdag blevet dømt form krænkelser ved Retten på Frederiksberg.
En 29-årig mand er tirsdag blevet dømt form krænkelser ved Retten på Frederiksberg.

Groomingens otte faser

1. Den kontaktskabende fase
Her forsøger krænkeren at skabe kontakt til barnet ved at lyve om sin identitet. Kontakten indledes oftest online.

2. Opbygning af venskabet
Når kontakten er etableret, vil krænkeren typisk forsøge at afdække særlige problemer, ønsker eller drømme, som barnet tumler med. Relationen udvikles over flere dage eller helt op til flere måneder.

3. Risikovurdering
Krænkeren vurderer herefter risikoen for at blive opdaget. Typisk vil krænkeren afprøve barnets evne til at holde på en hemmelighed, og danne sig et indtryk af, om barnets forældre eller omsorgspersoner kender til barnets færden på nettet.

4. Den eneste ene
Relationen styrkes, så barnet føler sig forpligtet over for det nye venskab. Barnet opfordres til at betro sig til krænkeren, og relationen testes ved at bede om noget til gengæld for fortroligheden. Relationen behøver endnu ikke at have en seksuel karakter, men hvis barnet er tøvende eller afvisende, så reagerer krænkeren ofte med skuffelse.

5. Det seksuelle tema afprøves
I denne fase antager grooming typisk en mere seksuel karakter. Krænkeren vil begynde at spørge ind til barnets erfaringer med kærester, seksuel aktivitet eller den fysiske udvikling. Krænkeren tilbyder sin viden og erfaring og sender nøgenbilleder af sig selv eller børn i seksuelle situationer for at afprøve barnets reaktion.

6. Det digitale overgreb arrangeres
Her foreslår krænkeren typisk at tale sammen over webcam eller at få tilsendt billeder af barnet. Det begrundes ofte med, at krænkeren vil se barnet, eller at barnets billeder er for dårlige. Krænkeren er i høj grad anerkendende og rosende, men når barnet giver efter, ændrer attituden sig til at være mere truende og krævende. Ofte trues barnet med at billeder eller webcam-optagelser offentliggøres.

7. Det fysiske møde arrangeres
Nogle krænker har som endelig mål at mødes fysisk med barnet for at gennemføre seksuel aktivitet. Ved grooming af yngre børn er det seksuelle tema ikke nødvendigvis blevet introduceret. Barnet kan derfor være af den overbevisning, at de skal mødes med en ven, der har fælles interesser. I sådanne tilfælde er det først ved det fysiske møde, at krænkeren kræver, at barnet medvirker i seksuel aktivitet.

Hvis barnet er tøvende eller afvisende overfor et møde, vil krænkeren som i fase 4 reagere insisterende og med skuffelse. Krænkeren vil typisk også bruge trusler om offentliggørelse af billeder eller optagelser som afpresning til at gennemføre et fysisk møde.

8. Hemmeligheden fastholdes
Gennemgående for denne og de tidligere faser er, at krænkeren understreger det unikke forhold, og at andre ikke vil kunne forstå det, hvorfor barnet må holde det hemmeligt. Ofte vil krænkeren pålægge barnet ansvar, skyld og skam og påstå, at barnet har gjort noget ulovligt og vil blive straffet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Powered by Labrador CMS