Dømt for at dræbe eks-kone

Retten slår nu fast, at det var ham, der stod bag drabet

Manden er nu dømt for drabet på konen
Manden er nu dømt for drabet på konen
Offentliggjort Sidst opdateret

En nu 62-årig mand fra Horsens er blevet kendt skyldig i manddrab, efter at han i marts 2021 pegede et oversavet jagtgevær mod sin hustru, som han var ved at blive skilt fra, og skød hende på klos hold.

Det er et enigt nævningeting nået frem til i Retten i Horsens torsdag eftermiddag. Det skriver Horsens Folkeblad.

Manden havde tidligere forklaret, at geværet gik af ved et uheld. Men det troede nævningetinget ikke på, fremgår det af skyldkendelsen.

Mødtes i huset

Ægteparret mødtes om morgenen lørdag 27. marts sidste år for at dele deres tidligere fællesbo i forbindelse med deres skilsmisse.

Det skete på Chr. M. Østergaards Vej, hvor det tidligere par boede sammen indtil januar sidste år, hvor de flyttede hver til sit. Manden blev boende i huset.

På villavejen skød manden den 62-årige kvinde, Elin Frank Just, i ryggen. Hun døde umiddelbart efter, og få minutter senere blev manden anholdt.

Er det sådan du vil have det?

Drabet på hustruen, som den nu 62-årige mand var ved at blive skilt fra, foregik for øjnene af otte familiemedlemmer og venner. De var mødt frem sammen med Elin Frank Just for at hente møbler og personlige effekter fra det tidligere fælles hjem.

Ifølge Horsens Folkeblad har seks af dem samt naboen vidnet i retten.

De har alle fortalt, at den 62-årig mand stod alene i indkørslen, da han tog sigte. Herefter råbte han: "Er det sådan, du vil have det, Elin" og affyrede dernæst skud mod sin hustru.

Mandens forsvarer, advokat Stefan Møller Jørgensen, forsøgte torsdag ifølge Horsens Folkeblad at udfordre troværdigheden i vidnernes forklaring.

Ville dræbe hende

Men retten fandt forklaringerne sammenhængende.

- Henset til oplysningerne om forholdet mellem tiltalte og Elin Frank Just i relation til skilsmissen, sammenholdt med den meget korte afstand, hvorpå skuddet blev afgivet, tiltaltes udtalelse umiddelbart før skuddet, og at tiltalte sigtede direkte mod Elin Frank Justs ryg, inden han skød, er det bevist, at tiltalte havde til hensigt at dræbe Elin Frank Just.

- Retten tilsidesætter således tiltaltes forklaring om, at skuddet gik af ved et uheld, lyder det ifølge lokalmediet i skyldkendelsen.

Manden er også kendt skyld i besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder samt trusler.

Der afsiges dom tirsdag i næste uge.

Straf for manddrab

I straffeloven skelnes der som udgangspunkt mellem to typer af drab – manddrab (§ 237) og uagtsomt manddrab (§ 241). Den primær forskel på de to typer drab er personens forsæt til at begå drabet.

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, så kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Strafferammen:

Manddrab kan medføre en straf fra 5 års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Retspraksis:

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. Derfor er det vigtigt at have en god forsvarsadvokat, da han vil kunne fremhæve netop de omstændigheder i din sag, som kan tale for en mindre straf.

Kilde: Hviid Advokater
Powered by Labrador CMS