Dødsulykke: Rådyr væltede motorcyklist
Rådyr dukkede uventet op
Et rådyr væltede for kort tid siden en motorcyklist omkuld på vejen på Bornholm.
Ulykken skete på Almegårdsvej lige uden for Rønne.
Det fortæller kommunikationskonsulent, Karoline Keller, til Newsbreak.dk.
Politi og redning blev alarmeret klokken 14.06.
Kender ikke omstændighederne
- Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken. Motorcyklisten kommer kørende ad Almegårdsvej, og om rådyret allerede var på vejen eller kom springende ud og overrumplede motorcyklisten er uvist. Der skete en kollision mellem de to - det er hvad vi ved om ulykken, siger Karoline Keller til Newsbreak.dk.
Rådyret blev dræbt ved sammenstødet, og motorcyklisten, som blev væltet af sit køretøj, er kørt til tjek på hospitalet.
- Vedkommende har det efter omstændighederne godt, siger Karoline Keller.
Kortvarigt spærret
Almegårdsvej var kortvarigt spærret af udrykningskøretøjer på ulykkesstedet, men der er farbart igen.
Bornholms Politi har endnu ingen oplysninger om køn og alder på motorcyklisten.
- Vej & Park er rekvireret for at hente det døde rådyr, siger Karoline Keller til Newsbreak.dk.