Død person fundet i vandet
Politiet er til stede efter en død person er fundet på stedet
Nordsjællands Politi er torsdag til stede ved en sø i Hillerød, hvor der er fundet en død person under et lag af is, som dækker søen, oplyser kommunikationschef Mikkel Thrane.
Klokken 12:17 torsdag rykkede Frederiksborg Brand og Redning ud til en melding om en drukneulykke i en sø.
Afspærrer området
- Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere, end at vi er til stede, og at vi har afspærret området, mens vi undersøger sagen, fortæller Mikkel Thrane.
Den døde krop blev fundet i den lille sø Sorte Dam, som ligger i et område bag Frederiksborg Byskole på Carlsbergvej.
Ikke identificeret
Nordsjællands Politi har endnu ikke oplyst nærmere om identiteten på den afdøde, lige som der heller ikke er oplysninger om, hvor længe personen formodes at have ligget i søen.
Mikkel Thrane oplyser, at politiet vil oplyse yderligere om den dødfundne, når der foreligger flere oplysninger.