Død på stedet: Slynget ud i passagersiden
Ramt en bil, der holdt stille for at svinge
En 70-årig mand blev onsdag dræbt i en ulykke ved Hammel.
Det oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.
Østjyllands Politi fik klokken 12.45 melding om en ulykke i krydset Randersvej og Skolevangsvej i Hammel.
En 30-årig mandlig bilist kom kørende ad Randersvej, da han begyndte at sætte farten ned for at svinge til venstre ad Skolevangsvej.
Mens han holdt stille for at afvente modkørende trafik, blev han med høj fart påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 70-årig mand.
Den 70-åriges bil røg herefter over i modsatte kørebane, hvor den kørte sammen med en lastbil, der blev ført af en 49-årig mand.
Den 70-årige mand blev herefter slynget ud af bilens passagerdør og endte på vejbanen.
Der blev iværksat hjertelungeredning, men ved lægeambulancens ankomst blev han erklæret død.
Hverken den 30-årige bilist, hans 29-årige kæreste, der sad som passager i bilen, eller den 49-årige lastbilchauffør kom umiddelbart alvorligt til skade.
En bilinspektør blev tilkaldt for at klarlægge årsagen til ulykken.
Området og trafikken omkring ulykkesstedet var i længere tid påvirket af politiets og redningsmandskabets arbejde på stedet.
Den dræbtes pårørende er underrettet.