Død efter voldsom brand
Politiet har formodning om, hvordan lejlighedsbrand i Frederiksværk er opstået, men vil ikke oplyse nærmere
En 67-årig mand har lørdag aften mistet livet i forbindelse med en brand i en lejlighed på Industrivænget i Frederiksværk i Nordsjælland.
Det oplyser Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi, søndag morgen.
- Vi får en anmeldelse klokken 21.55 om en brand i en lejlighed på stedet. I lejligheden finder brandvæsnet en person, som bliver reddet ud, men hvis liv ikke står til at redde, og han bliver erklæret død på stedet af lægen, siger Jakob Tofte.
Politiets teknikere er gået i gang med at undersøge årsagen til branden.
Folk skal ikke være nervøse
Ifølge vagtchefen har politiet en formodning om, hvordan branden er opstået, men han ønsker ikke at oplyse nærmere for nuværende.
- Men jeg kan sige, at vi ikke har nogen mistanke om, at der ligger nogle onde hensigter bag. Så folk i Frederiksværk skal ikke være bekymrede for, at der går ild i deres boliger som det næste, siger Jakob Tofte.
Den 67-årige mands pårørende er blevet underrettet.