Død efter grusomt overfald på plejehjem

Kvinde døde, efter at mand kastede rundt med hende på plejehjem

Offentliggjort

En 74-årig mand er tirsdag formiddag blevet kendt skyldig i en 99-årig kvindes død på plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld i Sønderjylland.

Det skriver TV 2 Syd.

Manden er dement og var ikke selv til stede i retten.

Kvinden døde efter et sammenstød med manden den 9. december sidste år.

Gik forkert

På plejehjemmet boede kvinden og manden boede i to forskellige huse, men deres lejligheder havde samme nummer.

Om morgenen den 9. december havde den demente mand derfor forvildet sig ind i kvindens lejlighed, hvilket ikke var første gang.

Kvinden bad ham sætte sig ned, men han blev sur, fordi han troede, at han var i sin egen lejlighed og skubbede kvinden omkuld og kastede rundt med hende.

På operationsbordet

Kvinden brækkede hoften og næsen, og en skulder gik af led.

Hvis kvinden skulle have en chance for at overleve det voldsomme overfald skulle hun opereres på Kolding Sygehus, selv om man vidste, at hun dårligt tålte operationen.

Om morgenen den 10. december fandt en laborant kvinden død på hospitalet.

Ville ikke anmelde det

Den nu afdøde kvinde ville ikke selv anmelde overfaldet til politiet, fordi hun mente, at den 74-årige ikke kunne gøre for det på grund af sin demens.

Syd- og Sønderjyllands Politi valgte alligevel at sigte og senre tiltale den 74-årige, og nu er han kendt skyldig i at have forvoldt kvindens død.

Der falder dom senere tirsdag.

Powered by Labrador CMS