Død af herpes
Hanelefant i Københavns Zoo blev kun fire år gammel
Københavns Zoo er i sorg, efter at en ung hanelefant fredag døde.
Elefanten Plaisak døde efter kort tids sygdom.
Han var i intensiv behandling, men hans liv stod ikke til at redde, skriver zoo i et opslag på Facebook.
Plaisak var ramt af herpesvirus, som tager livet af rigtig mange unge elefanter.
Halvdelen rammes
Cirka halvdelen af alle elefantunger i fangenskab dør af elefantherpes inden for deres første 8-10 leveår.
Elefantherpes er en meget kompleks og aggressiv sygdom, som også rammer vilde elefanter i naturen.
- Vi stadig langt fra målet om en effektiv behandling, men den massive internationale forskning på området, som vi har deltaget i siden 2015, giver håb for udviklingen af en vaccine på sigt, skriver zoo.
- Utrolig rar og rolig
Til sidst i opslaget mindes de den unge elefant, som desværre fik et alt for kort liv.
- Plaisak blev født her i ZOO i 2017. Han var en utrolig rar og rolig elefant, som især vil blive savnet af de dyrepassere, der gennem tiden har haft fornøjelsen af at arbejde med ham, skriver zoo.