Dobbeltmorder fanget på video

En 19-årig mand ville vinde i lotto. Derfor skulle han slå ihjel

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skulle have være en hyggelig fødselsdag i parken for to søstre og deres venner.

To dage senere blev de begge fundet dræbt. 

Bibaa Henry med otte knivstik på kroppen, Nicole Smallman med 28.

Morderen havde indgået en kontrakt med djævelen - for at vinde i lotto.

19-årige Danyal Hussein er tirsdag dømt for mordene på de to søstre, Bibaa Henry og Nicole Smallman.
19-årige Danyal Hussein er tirsdag dømt for mordene på de to søstre, Bibaa Henry og Nicole Smallman.

5. juni 2020 skal Bibaa Henry fejre sin 46. fødselsdag i Fryent Park i London-bydelen Wembley.

Hun har inviteret sin 27-årige lillesøster og flere venner til festen.

Klokken cirka 19.30 køber Bibaa og Nicole forsyninger i en butik og begiver sig mod Fryent Park - klar til at feste.

Hussein

Omkring samme tid forlader den 19-årig Danyal Hussein familiens hus, der ligger i kort afstand fra parken.

Iført handsker og et mundbind tager han en bus, går ind i et supermarked, køber noget alkohol og får udleveret en pakke, der indeholder en skimaske og to foldbare skovle. 

Klokken 20.40 går han ind i parken. 

Søstrene og deres venner er fem minutters gang fra den indgang, han benytter.

Festen

I parken er er festen i fuld gang. Fødselaren, hendes søster og deres venner spiser, drikker og spiller kort.

Omkring midnatstid har vennerne forladt festen og kun de to søstre er tilbage.

Men både Bibaa og Nicole er i festhumør - ikke klar til at vende hjem - og Nicole sender klokken 1.04 en sms til sin kæreste.

- Jeg danser på marken, står der i den.

Det er den sidste gang, han hører fra hende. 

Bibaas fødselsdag endte i et veritabelt blodbad.
Bibaas fødselsdag endte i et veritabelt blodbad.

Frygtindgydende billeder

Bibaas telefon bliver denne nat ikke kun brugt til at sende sms'en til kæresten. 

Den bliver også brugt til at forevige det, der skulle være en hyggelig fødselsdag, men ender med at blive søstrenes endeligt.

Bibaas telefon optager 150 billeder i en række. På det sidste ser det ud som om, de begge kigger til venstre - som om noget distraherer dem.

"Vi tror, det er Hussein, der ankommer", skriver politiet.

Klokken er 01.13.

Drabene

Hvad Hussein har lavet i parken, inden han slog de to søstre ihjel, vides ikke.

Ej heller, hvad der præcist skete den skæbnesvangre nat. Politiet mener dog, at Bibaa blev fuldstændig overrumplet og dræbt først - stukket otte gange.

Nicole blev ramt 28 gange og et stort antal snitsår på arme, hænder og ben mener politiet er et udtryk for, hun forsøgte at forsvare sig mod sin banemand.

Uden bukser

Et overvågningskamera fanger Danyal Hussein forlade parken klokken 04.07.

Kort tid efter bliver han filmet af et kamera, der viser ham komme tilbage til familiens hus. 

Uden bukser på og med sin jakke omkring livet. 

Nicole blev stukket 28 gange.
Nicole blev stukket 28 gange.

Savnet

Venner til de to søstre melder dem savnet dagen efter festen - lørdag den 6. om aftenen. 

Søndag tager de til parken for at lede efter de Bibaa og Nicole. Her finder de både søstrenes briller og en kniv, der senere skal vise sig at have både Husseins og Nicoles DNA på sig, og ringer til politiet for råd.

Under den telefonopringning finder andre ligene af søstrene - dræbt med i alt 36 knivstik.

Politiet mener, Hussein har slæbt de to lige omkring 75 meter for at gemme dem i et bevokset område. 

Efterforskningen

Da politiet ankommer til parken finder de både flasker, blade og grene med blod på, ligesom affaldsposer - smidt af Hussein - indeholdende tæpper fra fødselsdagsfesten bliver fundet. 

Også de var fyldt med blod.

I forsøget på at finde morderen, har politiet brugt en metode, der blandt andet fældede The Golden State Killer. 

Her søger politiet i offentlige DNA-databaser og forsøger på den måde at finde profiler, familiemedlemmer, der har samme DNA-spor som beviser fundet på gerningsstedet.

Det lykkedes og via yderligere efterforskning finder politiet frem til Danyal Hussein. 

Det blod, der blev fundet i parken, blev senere identificeret som hans. 

Dræbte for at vinde i lotto

I Husseins hjem finder politiet årsagen til, Bibaa og Nicole blev myrdet.

Hussein havde lavet en slags kontrakt med djævelen. I den står, han skal ofre mindst seks kvinder på seks måneder. 

Det skulle han gøre for at vinde den helt store milliongevinst i lotto.

Kontrakten var underskrevet med Husseins blod. 

- Det er en af de mest forfærdelige og chokerende sager, jeg nogensinde har arbejdet med. Husseins onde handlinger kostede to uskyldige søstre, der bare skulle fejre fødselsdag, livet, siger Simon Harding, politiinspektør ved Specialist Crime Command hos Metropolitan Police.

Udover Husseins DNA, der blev fundet i parken og på kontrakten, fandt politiet flere beviser i huset. 

Derudover viser overvågningsvideo fra et supermarked ham købe knive, der svarer til mordvåbnene. 

Her køber Hussein mordvåbnene.
Her køber Hussein mordvåbnene.

Dagen efter mordene fik han syet flere sår på sin ene hånd. Sår, som han ifølge politiet fik under drabene.

Dømt for dobbeltdrab

Tirsdag blev 19-årige Danyal Hussein efter fire ugers retssag dømt skyldig i mordene på Sibaa Henry og Nicole Smallman.

Dommen over Danyal Hussein falder 22. september.
Dommen over Danyal Hussein falder 22. september.

Danyal Hussein har på trods af de overvældende beviser nægtet sig skyldig gennem hele forløbet.

Han vil få dom 22. september.

Læs en udførlig gennemgang af sagen på Metropolitan Polices hjemmeside.

Powered by Labrador CMS