Engelsk minister sendte nøgenbillede til lokkedue-journalist
En journalist udgav sig for at være en ung kvinde for at flirte med politikere.
Det engelske konservative parlamentsmedlem og minister for civilsamfundet, Brooks Newmark, har fratrådt sin ministerpost. Det sker, efter avisen The Mirror har bragt en historie om, at han har sendt et nøgenbillede og frække beskeder til en Twitter-profil, der angiveligt tilhørte en ung kvindelig politikeraspirant ved navn Sophie. Profilen var dog ikke, hvad den udgav sig for at være. Det var nemlig en mandlig journalist fra avisen, der stod bag profilen, der nu er slettet. Journalisten havde sendt smigrende beskeder fra “Sophie” til flere politikere, men kun Brooks Newmark “bed på” og begyndte at sende flirtende beskeder til Sophie. Beskederne udviklede sig, og det endte i sidste ende med, at han sendte et foto af sig selv nøgen og han bad også hende om at gøre det samme, skriver The Independent.
Sagen har både sat gang i en debat om Brooks Newmarks handlinger og om The Mirrors metoder, som mange finder uetiske, da de forsøgte at lokke politikerne til at opføre sig upassende.
Avisen mener dog, at sagen har stor offentlig interesse, og at Brooks Newmarks handlinger viser, at han ikke lever op til sine egen politiske moral.
-Brooks Newmark var medstifter af Women2win-kampagnen, og gik forrest i Det Konservative Partis forsøg på at få flere kvinder i parlamentet. Derfor er hans udvekslinger med en person, som han troede, var en ung praktikant, der var interesseret i politik, fuldstændigt uanstændige, siger The Mirrors weekend-redaktør Alison Phillips.
Den 56-årige Brooks Newmark selv lægger på ingen måde avisen til last for sagen.
– Jeg har været et fjols. Jeg har ikke andre end mig selv at bebrejde. Jeg har såret, dem jeg holder mest af, siger han efter sin fratrædelse til BBC.