Det vælter ind over grænsen
Med tre dage til nytårsaften har Toldstyrelsen slået en kedelig rekord og tilbageholdt 1,7 tons ulovligt fyrværkeri
Ulovligt fyrværkeri vælter ind over den danske grænse.
I så stor stil, at Toldstyrelsen med tre dage til nytår har slået en kedelig rekord og har tilbageholdt 1,7 ton i perioden fra den 1. januar til den 26. december.
Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er særligt i pakker hos post- og kurervirksomheder at tolderne finder alt fra kanonslag, batterier og knaldfyrværkeri til røggranater, romerlys og nødraketter.
Mange af pakkerne er afsendt fra Østeuropa.
Helbred i fare
- De seneste år er mængderne vokset og vokset, og nu sætter vi for andet år i træk en kedelig rekord. Man sætter sin eget og andres helbred i fare, når man køber ulovligt fyrværkeri, fordi fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til regler for produktsikkerhed, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Han opfordrer til, at man i stedet køber ved de godkendte salgssteder i Danmark.