Det svenske helikopter-kup
De hamrede, sprængte og skar sig gennem bygningen for at få fat i de mange millioner
Nogle gange overgår virkeligheden fantasien, og dette nøje udtænkte kup var så veludført, at selv politiet tog hatten af for tyvenes ihærdighed.
Ikke desto mindre blev de fleste af mændene idømt lange fængselsstraffe godt et år senere.
Tidlig på morgenen i september 2009 landede en helikopter på taget af G4S-bygningen i Stockholm.
Det skrev Berlinske Tidende.
Med mukkerter begyndte tre maskerede mænd at smadre et ovenlysvindue og med stiger kravlede de ned i bygningen.
Sprang sig igennem
De havde medbragt halve coladåser, som var fyldt med sprængstof, og med dem sprængte de sig vej gennem bygningen.
Herefter måtte de skære sig igennem et metalgitter for at komme ind til pengene.
Men dette var blot halvdelen af selve aktionen. Størstedelen foregik udenfor G4S-bygningen.
Alle centrale veje ind til området var nemlig blevet låst af med kæder, så politiet ikke kunne køre ind til området.
Og politiets helikoptere var også sat ud af spil.
Det kriminelle slæng havde nemlig placeret bombeattrapper på politiets helikoptere.
Det lykkedes dem at stikke af med knap 40 millioner svenske kroner, og pengene blev aldrig fundet.