Desperado på 16 knaldet i nat
Kæmpe synderegister
En 16-årig dreng fra Aarhus ender op med en stribe sigtelser, efter at han i nat blev anholdt af en politipatrulje i Midt- og Vestjyllands Politikreds.
Det skriver tvmidtvest.dk.
Han kørte rundt i en bil i Ikast, da en patrulje ville stoppe ham ved tretiden natten til søndag.
I første omgang ville han ikke standse, da politiet bad ham om det.
Tyvekoster
Han er for ung til at have kørekort, så han blev sigtet for at køre uden førerret.
I bilen fandt betjentene en række tyvekoster, og så kom yderligere en sigtelse til.
Blandt tyvekosterne var porcelæn, et elløbehjul og smykker.
Våben
Da drengen blev visiteret, fandt betjentene en kniv og en totenschlæger på ham, og derfor fulgte sigtelser for overtrædelser af våbenloven.
Til sidst blev han også vurderet til at være påvirket bag rattet, og det er jo heller ikke lovligt, så der var nærmest banko på hele pladen for den 16-årige.
Han er godt kendt af politiet i forvejen og har ifølge vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, et alenlangt synderegister.