Jomfruhummere møder fem professionelle kokke
Mange glade gæster kommer i morgen til Jomfruhummerfestival i Østerby Havn på Læsø.
Østerby Havn bliver igen år ramme om den 11. Jomfruhummerfestival, der finder sted i morgen fra 10-15.
Festivalen vil blive åbnet og løbende kommenteret af journalist og forfatter Jes Dorph-Petersen, som i den nye bog Ø-Kuller under overskriften Barndommens Rejse siger:
– Om sommeren er der et helt fantastisk lys på Læsø og jeg har aldrig set noget flottere. Der er for mig noget nostalgi i at komme her, øen forandrer sig meget lid og det er ligesom en tidslomme.
Jes Dorph vil blive hjulpet af festivalens normale konferencier Leif Ladefoged og Louise Brønnum Carlsen. Her vil fem danske dygtige mesterkokke blive udfordret i konkurrencen om ”Den Gyldne Jomfruhummerklo”.
De fire erfarne dommere Per Mandrup fra Agro Tech, kogebogsforfatter og fritidslæsøbo Helle Brønnum Carlsen, Jan Hurtigkarl fra Mielke & Hurtigkarl og TV journalist og madanmelder i Berlingske Tidende Svend Rasmussen vil sammen bedømmer retterne ud fra: Helhedsindtrykket, komposition og harmoni, smagsharmoni, nyhedsværdi og kreativitet.
Forfatteren Asgar Snack vil under festivalen fremsige nye tekster fra sin og fotograf Lars Gundersens nye bog ”Lutter Læsø”, der vil blive solgt på Læsø Turistbureaus stand. Fotograf Lars Grundersen har i flere år været festivalens hoffotograf og har bl.a. fotograferet til Helle Brønnum Carlsens Jomfruhummerkogebog ” LÆSØS GULD” der udkom i ny udgave i 2013 på dansk, engelsk og tyske med opskrifter og billeder fra de tidligere års festivaler mv. Begge bøger kan koøbes i Læsø Turistbureaus stand på pladsen.
Mens kokkene dyster omgivet af en mur af interesserede tilskuere, kan de besøgende opleve hummer- og fiskespecialiteter i topklasse på festivalpladsen, hvor der bliver disket op med alt, hvad hjertet kan begære af lækkerier. Fra Food College Aalborg, Strandgaarden Badehotel, NemMad.nu, Hotel Lærkely, Læsø Spisehus i Østerby, Flæk en Hummer – et Jomfruhummerværksted, og fra festivalens egne boder med hummer, øl, vin og kaffe.
Som noget nyt har Læsø Fiskeindustri A/S sin egen stand med oplysninger om jomfruhummerfiskeriet, ligesom der vil være mulighed for at komme ombord i et jomfruhummerfiskefartøj og hver 45. minut vil der være rundvisning i produktionslokalerne på Læsø Fiskeindustri A/S. Tilmelding og køb af billetter ved Læsø Turistbureaus bod på pladsen.
Kl. 10.45 vil et hold Skånske folkedansere, med en fortid indenfor restaurationsbranchen danse på festivalpladsen.
Mens dommerne voterer omkring klokken 14.30 vil Saltsyder Poul Kristensen sammen med musikkerer fra Eno Fliér bl.a. synge ”Jomfruhummersangen”.