Den vil du ikke have ind i dit hjem
De giver skadedyrsbekæmpere nok at lave for tiden
En lille bille med stor appetit giver skadedyrsbekæmpere nok at lave i sommervarmen.
- Det har været helt åndssvagt, siger Michael Hougaard. Han er direktør for Chrisal Skadedyrsservice, der ligger i Stenderup mellem Horsens og Hedensted.
Mens den lille bille er med til at give Michael Hougaard virkelig meget at lave, driver den dem, den besøger, til vanvid.
De beskriver den som ulækker, genstridig og villig til at gå på jagt efter føden i deres beskidte vasketøj. For sådan er flæskeklanner.
De lever normalt af dyrefoder, og bor du i nærheden af en nu nedlagt minkfarm, kan det være, du får besøg af en hel del flæskeklannere en dag.
På jagt efter føde
En flæskeklanner har gennem årene været en kendt gæst hos landets minkfarmere. Den har spist af den mad, minkene ikke fik spist, og den har lagt æg på farmene, der siden er blevet udklækket og med tiden har vokset sig til nye, sultne flæskeklannere.
Nu er minkfarmene lukket, minkene væk og deres fødetilførsel derfor stoppet. Det betyder, at den lille bille nu må på jagt efter mad andre steder.
Læser man med på Facebook-sider for eksempelvis Hedensted og omegn, kan man se, at flere borgere pludselig har fået en ny gæst, de ikke helt kan greje.
- Det er folk, der ringer, der aldrig nogensinde har ringet før, siger Michael Hougaard.
Når han kommer ud til et hus, der har fået besøg af flæskeklannere, kan væggene være fuldstændig sorte, og de små dyr vil meget gerne indenfor på jagt efter tørfoder til dyr eller madrester fra mennesker.
På jagt i vasketøjet
En borger har i et Facebook-opslag fortalt, at hendes bolig fortsat fik besøg af de stædige kræ, efter at der havde været skadedyrsbekæmpere på besøg, og en anden bruger fortæller, at hun har fundet flæskeklanner i sit vasketøj, hvor de leder efter føde.
En tredje bruger skriver, at hun også er stødt på de små biller, og at de i øvrigt er "ulækre", og det er oplevelser som dem, der har givet Michael Hougaard nok at lave.
Det er helt vildt
Michael Hougaard har til Vejle Amts Folkeblad fortalt, at han før i tiden har sæt flæskeklanner i nabohuse til minkfarme, og han fortæller Newsbreak.dk, at man nu møder dem to, tre og fire kilometer væk fra de nedlagte minkfarme.
Kommune har været på sagen
Ifølge Michael Hougaard er der ingen tvivl om, at billerne kommer fra de nedlagte minkfarme.
Han fortæller, at der er tale om æg, der blev lagt sidste år, som siden blev til først larver og så voksne biller med vinger, der nu er gået på jagt efter føden væk fra deres vante spisekammer.
Faktisk har mængden af flæskeklanner på eventyr nået et punkt, hvor Hedensted Kommune kontaktede Fødevarestyrelsen for at spørge, om populationen af biller har noget at gøre med minkaflivningerne, der fandt sted i efteråret 2020, at gøre.
"Ud fra de oplysninger, som vi har modtaget fra Fødevarestyrelsen, vurderer vi, at det ikke er sandsynligt, at aflivningen af mink er årsag til opblomstring af flæskeklannere i Hedensted Kommune," skriver kommunen i et opslag til borgere, hvor man får gode råd til at slippe af med de små biller.
Michael Hougaard er enig i, at aflivningerne af minkene intet har med sagen at gøre. Der er "bare" tale om udklækkede æg fra sidste år, og siden en flæskeklanner lægger æg mere end én gang om året, er der fare for, at borgere i nærheden af nedlagte minkfarme kommer til at få besøg af dem igen, når næste kuld æg er voksne.
De kommer igen
Michael Hougaard fortæller, at billerne lægger æg i trækonstruktioner, og når de fuldvoksne biller bevæger sig afsted på jagt efter mad, sker det, som vinden blæser.
De flyver ikke så godt, men hvis man bor i en uheldig vindretning, risikerer man at få besøg af sultne biller.
Sker det, og er man overvældet af mængden af sultne biller, bør man overveje at kontakte en ekspert i skadedyr.
- Du kan ikke få noget i håndkøb til det, og du kan ikke forebygge det, siger Michael Hougaard.