Den mand skal bare bures inde
Anklagemyndigheden kræver forvaring
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale mod en 32-årig mand i en sag fra marts i år, hvor en 30-årig mand ved sin bopæl i Randers NØ blev stukket med kniv og umiddelbart efter afgik ved døden.
Den 32-årige har tidligere på året erkendt, at det var ham, der slog den 30-årige mand ihjel.
Den 30-årig mand blev stukket med kniv i brystet foran sin bopæl i det nordøstlige Randers.
Kort tid efter afgik han ved døden på stedet.
Rejst tiltale
Nu har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vurderet sagen juridisk og rejst tiltale mod den nu 32-årige mand, der – foruden drab – også er tiltalt for flere øvrige strafbare forhold.
- Der er tale en drabssag, så det er naturligvis en meget alvorlig sag. Naturligvis specielt omkring drabet på den 30-årige mand, men også om flere andre alvorlige forbrydelser, som der nu er rejst tiltalte i, siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Forvaring
Sagen mod den 32-årige mand vil blive ført som en domsmandssag med hovedforhandling den 1. november 2024 ved Retten i Randers.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nedlagt påstand om forvaring.