De skal møde Axelsen

Vendsyssel fik bank af Værløse, der onsdag møder Viktor Axelsen og Skovshoved i DM-finalen i klubbadminton

Viktor Axelsen pudser OL-formen af for sin klub Skovshoved, der tirsdag spillede sig i Final 4-finalen. (Arkivfoto.) - Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen pudser OL-formen af for sin klub Skovshoved, der tirsdag spillede sig i Final 4-finalen. (Arkivfoto.) - Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Værløse og Skovshoved mødes i onsdagens finale ved Final 4-stævnet i den danske badmintonliga, hvor DM-guldet skal placeres.

De to klubber vandt tirsdag deres respektive semifinaler i Brøndby Hallen over Vendsyssel og Team Skælskør-Slagelse.

Vendsyssel, der vandt grundspillet, var ellers favorit til opgøret mod Værløse, men blev sat godt og grundig på plads.

Efter seks ud af ni kampe var stillingen 5-1 til Værløse, der dermed kunne sige tak for kampen.

God forberedelse

– Det er jo fuldstændig vildt. I forhold til sidste år har vi haft en hel anden optakt til semifinalen i år og haft en rigtig, rigtig god forberedelse. Jeg synes, vi lykkes i dag, men jeg synes også, at de ikke lykkes, siger Værløse-træner Tanja Berg til Badminton Danmark.

Kun Victor Svendsen i Vendsyssels anden herresingle gav nordjyderne en sejr i semifinalen.

Værløse vandt dermed begge kampe i mixed double, anden damesingle og første herresingle.

I første herresingle slog Rasmus Messerschmidt den spillende træner Jan Ø. Jørgensen for Vendsyssel.

Afgørende sejr

I den sene semifinale testede Viktor Axelsen OL-formen for den forsvarende mester, Skovshoved, der mødte Team Skælskør-Slagelse.

Danmarks bedste herresingle vandt sin kamp mod hollandske Mark Caljouw i to sæt og bragte Skovshoved i front med 4-1.

Og med en efterfølgende sejr i damedoublen blev Skovshoved klar til endnu en finale i badmintonligaen efter sejr på 5-1 over Skælskør-Slagelse.

Også OL-spillerne Kim Astrup (herredouble) og Mathias Christiansen (mixed double) var på banen i semifinalerne for henholdsvis Skælskør-Slagelse og Vendsyssel.

Final 4-finalen spilles onsdag klokken 19. Tidligere på dagen spilles bronzekampen.

Viktor Axelsen

Dansk badminton spiller:

Født i Odense i 1994.

Blev verdensmester i herresingle i 2017 mod Lin Dan. 

Han taler flydende mandarin, som han lærte sig, da badminton er en kæmpe sport i Kina. 

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS