De dræbte Nicoline
To mænd er kendt skyldige i drabet på 20-årige Nicoline Plintic Pedersen
En 24-årig mand, der lider af paranoid skizofreni, spillede sidste sommer to venner ud mod hinanden i en sådan grad, at den ene - en nu 19-årig mand - frygtede for sit liv.
Det har et nævningeting ved Retten i Roskilde tirsdag vurderet.
Den 19-årige har under retssagen tilstået at have dræbt en 20-årig kvinde, og både han og den 24-årige er kendt skyldige i drabet, som kun blev udført af den yngste af dem.
Byretten har blandt andet vurderet, at det kun kunne forstås som en opfordring til at slå ihjel, da den 24-årige efter at have sået splid sendte en besked til den 19-årige med teksten: "Skaf hende af vejen ?".
De juridiske dommere og nævningerne mener, at den 24-årige dermed også ville have sin kammerat til at slå kvinden ihjel eller i hvert fald indså det som overvejende sandsynligt, at han ville gøre det.
Gik efter frifindelse
Det har den 24-årige, der på grund af sin psykiske tilstand ikke er mødt i retten, selv afvist. Og hans forsvarer, Rasmus Nikolaj Sølberg, er da også gået efter at få ham frifundet for drabsanklagen.
- Der er ikke skyggen af bevis for, at (den 24-årige) er skyldig, sagde han tirsdag formiddag under sin procedure.
Omvendt mente den 19-åriges forsvarer, Anders Riisager, at den 24-årige var bagmanden i et sygeligt og magtbegærligt spil, "hvor han trækker i alle trådene og spiller folk ud mod hinanden".
Sagen indeholder både narkosalg, en opdigtet vred rocker og en psykisk syg mand, som spillede en nøglerolle i drabet, selv om han var over 200 kilometer fra gerningsstedet i Køge på drabstidspunktet i juli 2020.
Den 24-årige var i Horsens hos sin søster.
Gjorde vennen bange
Men retten har altså fundet det bevist, at han gjorde sin 19-årige ven bange for en højtstående Satudarah-rocker ved navn Karim Albino, som har vist sig at være en fiktiv person skabt af den 24-årige psykisk syge mand.
Og at den 24-årige på drabsdagen sidste år sagde, at Albino var vred på den 19-årige, fordi han havde røbet over for Nicoline Plintic, at han skulle sælge kokain for rockeren.
Herefter skiftede de fra at kommunikere over Messenger til den krypterede tjeneste Wickr og Snapchat, hvor beskederne forsvinder, når de er læst.
Sendte billede
Men ifølge byretten aftalte de her, at den 19-årige skulle slå Nicoline Plintic ihjel, og at Albino skulle sørge for, at liget blev hentet.
Den 19-årige strangulerede og tæskede så Plintic til døde og sendte den 14. juli klokken 15.21 et billede af den døde kvinde til den 24-årige.
Da begge er kendt skyldige, skal nævningetinget tage stilling til, hvilken straf det skal føre til. Dommen ventes afsagt ud på eftermiddagen tirsdag.
Anklagemyndigheden mener, at den 24-årige skal idømmes en behandlingsdom i stedet for almindelig fængselsstraf på grund af sin psykiske tilstand.