Dansker tilstår narkodrab i udlandet
Dansker - der angiveligt er leder af en gruppe kendt som Los Suecos - har fredag tilstået medvirken til drab
En mand med dansk statsborgerskab har fredag tilstået medvirken til drab på en narkohandler i byen Estepona på Costa del Sol i Spanien i 2018.
Manden skal angiveligt være leder af en gruppe af kriminelle med rødder i Malmø, som kalder sig Los Suecos - direkte oversat Svenskerne. I samme sag sidder seks andre medlemmer fra gruppen på anklagebænken, der omhandler to drab.
Flere hovedmistænkte
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, der citerer den svenske avis Sydsvenskan.
Flere andre medlemmer har ligeledes erkendt sig skyldige til gengæld for "stærkt nedsatte straffe", lyder det videre. De fire hovedmistænkte stod til domme på mellem 15 og 25 års fængsel.
Tiltalt for andet drab
Med tilståelsen kan den danske statsborger være ude allerede om et par uger, lyder det videre. De anholdte medlemmer af Los Suecos har siddet varetægtsfængslet i cirka to år og ni måneder, skriver TT.
Et andet medlem af gruppen tilstod begge drab. Ud over drabet på narkohandleren sad gruppen også tiltalt for drabet på en mand foran en kirke i byen San Pedro Alcántara, ligeledes på Costa del Sol.