Dansker spærrer autobahn i otte timer
Væltede med lastbil under overhaling i Tyskland
En 60-årig mandlig dansk lastbilchauffør og hans 38-årige passager - ligeledes en mand, skabte kaos på den tyske autobahn torsdag.
Det skriver Polizeipräsidium Bielefeld i en pressemeddelelse.
Lastbilen røg om på siden i en soloulykke og blokerede motorvejen i over otte timer.
Skete under overhaling
Den 60-årige danske chauffør var trukket ud i midterbanen af den tresporede motorvej A2 for at overhale, og da han skulle tilbage i højre spor mistede han ukendte årsager herredømmet over den store lastbil.
Ingen af de bagvedkørende blev ramt, men lastbilen væltede om på siden og blokerede grundigt motorvejen.
De to danskere fik heldigvis kun lettere skader og kunne selv kravle ud af førerhuset gennem det ene sidevindue.
Men den store Mercedes-lastvogn og en entreprenørmaskine på ladet, der også væltede, skabte problemer på motorvejen ved Bielefeld fra ulykkestidspunktet klokken 10.45 til 19.20 torsdag aften.