Dansker anholdt for voldsomt røveri i Thailand
En dansk mand og tre briter er blevet anholdt i Thailand mistænkt for at stå bag røveri mod en brite
En 27-årig dansk mand er blevet anholdt i Thailand i en sag, hvor en britisk mand blev udsat for et voldsomt røveri.
Det skriver mediet The Guardian.
Den danske mand er en del af en gruppe på fire personer, der er blevet anholdt. De tre andre - to mænd og en kvinde - er alle briter.
Til fest
Offeret havde ifølge The Guardian været i byen i Bangkok med en gruppe turister, som inviterede ham med tilbage til en lejlighed for at feste videre.
I lejligheden blev han bundet med reb og tape, banket og angrebet med en strømpistol.
Offeret blev også tvunget til at ringe til sin kæreste for at sige, at han tog ud at rejse med nogle venner, der ville komme og hente nogle af hans ting.
570.000 kroner
Det skal have ført til, at gerningsmændene stjal penge og andre genstande til en samlet værdi af cirka 570.000 kroner.
Danskeren og de tre briter nægter sig ifølge et thailandsk medie skyldige, skriver The Guardian. De havde angiveligt været i Thailand siden maj.
En anden britisk kvinde er mistænkt i sagen, men ikke anholdt, da hun angiveligt er flygtet ud af Thailand.