Dansk par alvorligt kvæstet i Tyskland
Torpederet i deres mobilhome
Ved du noget så tip os HER
Et ældre dansk par på 75 og 76 år er alvorligt kvæstet efter en voldsom frontalulykke i Tyskland.
Det skriver politiet i Höxter sydvest for Hannover i en pressemeddelelse
Det danske par er uden skyld i ulykken.
Med den 76-årige mand ved rattet og den 75-årige kvinde i passagersædet kom de kørende i deres mobilhome på Landevej 828 i retning mod byen Willebadessen, da det torsdag klokken 13.57 gik helt galt.
Torpederet frontalt
En 50-årig tysk kvinde i en VW Caddy mistede af ukendte årsager herredømmet over sin bil og kom over i det danske pars kørebane.
Hun torpederede danskernes mobilhome frontalt, og hendes bil trillede rundt.
Det danske pars mobilhome trillede også rundt og endte på siden ude i rabatten.
Akut på sygehuset
Tysk politi betegner både det danske par og den tyske kvinde som "alvorligt kvæstede" uden at komme nærmere ind på deres skader, men de blev alle tre akut fragtet på hospitalet.
Oprydningsarbejdet efter ulykken tog fire timer.