Dansk organisation angrebet
Hjemmesiden er ramt af omfattende cyberangreb, og der arbejdes nu at komme problemet til livs, lyder det
Hjemmesiden for Copenhagen Pride er søndag morgen blevet ramt af et cyberangreb.
Det oplyser Lars Henriksen, som er politisk forperson i Copenhagen Pride.
- Vi har modtaget over 200 angreb på hjemmesiden inden for det sidste døgn. Vi arbejder på at få den op igen, siger han.
Vil inddrage fagpersoner
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et såkaldt DDoS-angreb - også kendt som et overbelastningsangreb.
Arrangørerne af Copenhagen Pride overvejer nu, om der skal inddrages personer, der ved mere om det specifikke problem, siger kommunikationschef Mariya Staugaard til Ekstra Bladet.
Hun kalder angrebet for "omfattende".
Sket før
- Der er ingen, der skal true eller mobbe os til stilhed. Vi har vores program i vores app, på sociale medier og andre steder. Så vi er ved godt mod, siger kommunikationschefen til mediet.
Dette års Copenhagen Pride begyndte lørdag, mens selve Pride-paraden løber af stablen lørdag den 19. august.
Ifølge Ekstra Bladet løb hjemmesiden også sidste år ind i problemer, hvor et DDoS-angreb ligeledes lagde hjemmesiden ned.
Fejres årligt
Mariya Staygaard forventer at hjemmesiden vil være oppe "inden længe", lyder det.
Til Copenhagen Pride 2022 estimeres det, at 30.000 mennesker deltog i Pride-paraden, mens 250.000 tilskuere stod langs ruten.
Copenhagen Pride er en årlig begivenhed for at fejre LGBT+-personer.
Begivenheden består af Pride Week, der rummer en lang række mindre arrangementer, inden ugen kulminerer med Pride-paraden, der går gennem København.