Dansk kvinde anholdt

En 56-årig dansk kvinde er mistænkt for at have opsøgt norsk kvinde og lokke hende til at rejse til Tyrkiet

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk kvinde anholdt for bedrageri

En 56-årig dansk kvinde er anholdt for mistanke om svindel mod en norsk kvinde i 70'erne.

Kvinden blev anholdt i Danmark og er også mistænkt i flere danske sager om kontaktbedrageri.

Norsk politi efterforsker sagen, hvor den norske kvinde blev lokket til Tyrkiet og svindlet for et millionbeløb.

Der er samarbejde mellem norske og danske myndigheder om sagens videre forløb.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En dansk kvinde, der er mistænkt for at have været med til at svindle en norsk kvinde i 70'erne, er anholdt.

Det oplyste Møre og Romsdal politidistrikt i en pressemeddelelse torsdag.

Fredag morgen bekræfter Københavns Politi, at en kvinde på 56 år blev anholdt 27. marts. Hun er ud over den norske sag også mistænkt i flere danske sager om kontaktbedrageri mod ældre.

28. marts blev hun fængslet i fire uger sigtet for en stribe af kontaktbedragerier i Danmark.

Pågrebet i Danmark

Siden februar har norsk politi efterforsket en sag, hvor en kvinde fra Romsdal i Norge blev lokket til at tage til Tyrkiet. Her blev hun svindlet for et millionbeløb.

- Efter en omfattende efterforskning er det lykkedes at identificere en dansk kvinde i 50'erne, der nu er pågrebet i Danmark og sigtet for groft bedrageri efter den norske straffelov, siger anklager Anders Skorpen-Trøen i torsdagens pressemeddelelse.

Opsøgt i hjemmet

Norsk politi vil endnu ikke komme ind på, hvilken rolle den danske kvinde menes at have haft, men det menes, at hun har opsøgt den 70-årige i hendes hjem.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB blev den norske kvinde ringet op og senere opsøgt i sit hjem af personer, der hævdede, at de var fra Kripos og Interpol.

Kripos er en specialenhed i norsk politi.

Familie slog alarm

Ifølge NTB blev den norske kvinde manipuleret til at tage til Tyrkiet 12. februar i år.

Et af hendes familiemedlemmer varslede politiet, der samarbejdede med tyrkisk politi, Interpol og Kripos for at komme i kontakt med kvinden.

Norsk politi vil ikke udelukke, at den danske kvinde har handlet sammen med flere medgerningsmænd.

Samarbejder med Danmark

Til Ritzau oplyser den norske anklager, at norsk politi har et samarbejde med danske myndigheder og er i dialog om sagens videre forløb, men ønsker ikke at oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen.

Heller ikke Københavns Politi ønsker at oplyse yderligere.

Powered by Labrador CMS