Dansk fly kunne ikke lande
Et dansk fly måtte opgive at lande i Afghanistans hovedstad
Et dansk evakueringsfly måtte mandag aften opgive at lande i Kabuls lufthavn. DEt skriver TV2.
Udenrigsministeriet bekræfter oplysningerne over for Ritzau tirsdag morgen.
Flyet kunne ikke lande i Kabuls lufthavn, fordi situationen i lufthavnen var for kaotisk.
Udenrigsministeriet bekræfter over for Ritzau, at der er blevet sendt en sms til de danskere, der står på den såkaldte danskerliste, og som skal evakueres ud af Afghanistan, om at flyet måtte opgive at lande.
Giver ikke op
Ministeriet kan ikke sige, hvor flyet i stedet fløj hen. Men ifølge ministeriet betyder det ikke, at man opgiver missionen med at evakuere udsendte medarbejdere og lokalt ansatte fra Afghanistan.
Mandag forsøgte hundredvis af mennesker at sikre sig en plads i fly for at komme ud af Afghanistan.
Det førte til kaotiske scener, hvor mange mennesker befandt sig på landingsbanen i lufthavnen.
Mindst syv mennesker mistede livet i forbindelse med uroen i lufthavnen, oplyser amerikanske myndigheder.
Mandag blev alle flyvninger fra Kabuls lufthavn midlertidigt indstillet. Det skete af sikkerhedsmæssige årsager.
Natten til tirsdag åbnede lufthavnen igen.