Dansk ferie-ø ryddet for fart-tosser
Billisterne kan forvente en besked fra politiet i e-boks
Der er godt med fart på i disse dage på Bornholm.
Helt bogstaveligt.
Onsdag blev 140 billister taget i at køre for hurtigt på Rønnevej i Allinge, der ligger i den nordlige ende af øen.
De kan nu "forvente en hilsen fra politiet", skriver Bornholms Politi i døgnrapporten.
Borgere anmodede
Politiets trafikkontrol stod på Rønnevej, fordi borgere i området havde anmodet om det.
Og der var god grund til deres bekymring.
20 af de 140 står til et klip i kørekortet, mens to personer kan se frem til en betinget frakendelse af kortet.
Den hurtigste på 50 km/t-strækningen kørte 84 km/t.
Næsten fordoblet
Bornholms Politi vil ikke kommentere på, om tallet er rekord for en seks timers fartkontrol på øen.
Men vagthavende Jan Hansen er ikke overrasket over, at 140 kørte for stærkt.
- Befolkningstallet er jo næsten fordoblet her i sommerperioden, siger han til Newsbreak.dk.
Jan Hansen oplyser, at jo flere folk der er på øen, jo mere politi er der også.
Der kommer ikke flere trafikkontroller på øen på baggrund af onsdagens 'fangst', siger han.