Dansk by voldsomt plaget
Østjyllands Politi har fået en del anmeldelser om svindel fra ældre kvinder. Svindlernes fremgangsmåde er den samme
Onsdag eftermiddag blev en 89-årig kvinde, som bor i Åbyhøj, ringet op af en mand, der udgav sig for at være sikkerhedsvagt i en bank.
Han fortalte hende, at der var foregået en masse svindel, og at der derfor ville komme en medarbejder ud til hende og hente hendes dankort og kode, så hun kunne få et nyt.
Kvinden fik besked på at blive i røret, indtil manden var ankommet til stedet, og hun blev vejledt om at beskrive, hvilket tøj manden havde på, så de var sikre på, at der var tale om den rigtige person.
Den ældre kvinde udleverede både dankort og kode, og efterfølgende var der blevet hævet flere tusinde kroner på hendes konto.
Efterforsker svindelsager
Østjyllands Politi har i løbet af de seneste måneder modtaget en del anmeldelser fra ældre kvinder i Aarhus-området, hvor personerne er blev udsat for det samme svindelnummer.
Afdelingen for økonomisk kriminalitet er i fuld gang med at efterforske sagerne i forsøget på at finde frem til svindlerne.
Politiet anbefaler, at at man lægger på, hvis man får et opkald fra nogen, der siger, at de ringer fra banken. Man skal aldrig udlevere dankort og kode.