Cyklist påkørt af ung bilist
En 18-årig bilist påkørte en cyklist i Farsø. Meldingen er, at cyklisten ikke er kommet alvorligt til skade
En 56-årig kvindelig cyklist blev onsdag morgen kørt ned af en bil i Farsø.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 06.59 om ulykken, der fandt sted ved Stationsvej i Farsø.
Overholdt ikke vigepligt
- En kvinde på cykel skal være påkørt af en bil. Vi har været derude med en patrulje.
- Mig bekendt er hun ikke kommet alvorligt til skade, men kørt til behandling på sygehuset, siger vagtchefen.
Han oplyser videre, at ulykken skal være sket, da bilisten - en mand på 18 år - ikke overholdt sin vigepligt.
Slynget op i luften
Politiassistent Jesper Fredsgaard fra politiet i Hobro oplyser ifølge TV 2 Nord, at bilisten ramte kvinden i venstre side med en sådan kraft, at hun blev slynget op i luften og ramte bilens forrude, inden hun landede på kørebanen.