Cyklist hårdt kvæstet

Bilist åbnede bildør ud i cyklisten

Offentliggjort Sidst opdateret

En cyklist er tirsdag aften kommet alvorligt til skade i Aarhus, da en parkeret bilist kom til at åbne en dør, netop som cyklisten var ved at køre forbi.

- En mand i en parkeret bil åbner døren ud i en cyklist, der er ved at overhale, og så falder han ned og får et hovedtraume. Han er i kritisk tilstand, siger vagtchef fra Østjyllands Politi Flemming Lau.

43-årig mand

Cyklisten er en 43-årig mand.

Politiet fik meldingen klokken 19.13 om ulykken, der skete på Vester Allé i Aarhus.

Sådan bliver du en sikker cyklist

Newsbreak.dk har bedt specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik Pernille Ehlers komme med sine bedste råd for at undgå at blive en del af ulykkesstatistikken for cyklister

  • Se dig godt for, og brug tid på at se dig for.
  • Giv tegn. Vis, hvad du vil, så de andre kan se, hvad du vil. Og hold selv øje med de trafikanters hensigt.
  • Vær opmærksom – drop musikken i ørene og mobilen og alt muligt andet, der kan mindske din opmærksomhed på trafikken.
  • Vis hensyn, og lad være med nødvendigvis at holde på din ret – det kan være ret farligt at holde på din ret nogle gange (Pernille Ehlers understreger denne pointe med en meget sigende anekdote fra en gang, hun var indlagt på hospitalet, hvor hun lå på stue sammen med en mand, der var kommet alvorligt til skade som cyklist. Han var blevet ramt af en modkørende bil, der skulle svinge til venstre i et kryds. “Jamen, jeg havde set, at han kom kørende, og jeg kunne også godt se, at han kørte stærkt, men det var jo ham, der skulle holde tilbage,” gengiver Pernille Ehlers hans forklaring på ulykken).
  • Husk lygter og cykelhjelm.
  • Sørg for at være opmærksom på glatte veje i vintertiden. Hvis der er glat så sæt farten ned og pas godt på – kør eventuelt afsted i lidt bedre tid.
Powered by Labrador CMS