Cyklist dræbt
Ramt med voldsom kraft af bil
En mandlig cyklist blev onsdag eftermiddag dræbt i en trafikulykke i Hanstholm i Vestjylland.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi over for tvmidtvest.dk.
Politi og redning blev alarmeret kort før klokken 15, men mandens liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på ulykkesstedet.
Ramt af bil
Han blev ramt af en bil, da han kørte ud på Kai Lindberg Gade fra Molevej på Hanstholm Havn.
Bilen, der ramte manden, er en sort BMW.
At dømme efter skaderne på bilen var der tale om en særdeles voldsom kollision.
Motorhjelmen på BMW'en er meget bulet, og frontruden på bilen er smadret og trykket ind i kabinen.
Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi tyder de foreløbige undersøgelser på, at den mandlige cyklist forsømte at overholde sin vigepligt, da han kørte ud på Kai Lindberg Gade.
Som altid ved trafikulykker med alvorlig tilskadekomst eller død er der tilkaldt en bilinspektør, der skal undersøge ulykkesstedet og de involverede køretøjer for at kaste lys over hændelsesforløbet.
Mandens pårørende er underrettet, og vagtchefen ønsker ikke at oplyse hans alder.