Cykelbetjente knalder mand i nat
En 36-årig mand mistænkes for at have været falsk bankmand. Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag
Østjyllands Politi mistænker en 36-årig mand for at være involveret i en lang række tilfælde af svindel af ældre.
Manden vil blive fremstillet i et grundlovsforhør klokken 12.00 i Aarhus, oplyser politikredsen til Ritzau.
Her vil anklagemyndigheden kræve ham varetægtsfængslet.
Ofrene kommer ifølge politiet både fra store dele af Jylland og Fyn.
Ringede ældre op
Den mistænktes rolle har angiveligt været, at han ringede til de ældre borgere, primært ældre kvinder, og udgav sig for at komme fra banken.
Her fortalte han dem, at de var ved at blive svindlet. De forurettede blev overtalt til at udlevere betalingskort, pinkode og kontanter til en person, som kort efter dukkede op på deres adresse.
Hævede store kontantbeløb
Når betalingskort og pinkode var afleveret, blev der hævet store kontantbeløb i betalingsautomater tæt på de ældres bopæl ifølge Østjyllands Politi.
Samlet mistænker politiet, at der er svindlet for flere hundredtusinder kroner.
Politiet oplyser ikke, hvor mange forurettede, der præcist er i sagen, eller hvor mange forhold af bedrageri, man mistænker den 36-årige for.
Men det fremgår, at svindlen er begået mellem 10. oktober og 29. december sidste år.
Stod på i tre måneder
Den 36-årige blev anholdt natten til tirsdag af en cykelpatrulje i det centrale Aarhus.
Nærmere bestemt traf patruljen ham på Frederiksbroen klokken 04.07.
Østjyllands Politi har samarbejdet med de relevante politikredse om sagen, lyder det.
Ved grundlovsforhøret vil anklageren bede om lukkede døre. Lukker dommeren dørene, er det ikke muligt at få indsigt i mandens eventuelle forklaring eller politiets beviser.