Cigaret-bøde på 71 millioner kroner

Cigaretter, der blev produceret på landejendom nær Vamdrup, endte på det illegale britiske marked

Fra aktionen i Vamdrup.
Fra aktionen i Vamdrup.
Offentliggjort Sidst opdateret

I en sag om illegal produktion af cigaretter på en ejendom nær Vamdrup har Vestre Landsret torsdag idømt en mand fængsel i fire år.

Han var blandt de i alt 14 polske og ukrainske mænd, der blev anholdt i forbindelse med en større politiaktion i marts.

Den 33-årige Volodymyr Voznichak fra Ukraine straffes også med en tillægsbøde. 

Den lyder på 71 millioner kroner, oplyses det i retten.

Sagen er usædvanlig. I flere måneder inden aktionen i foråret arbejdede politifolk fra Holland, Polen og Danmark sammen om den internationale affære.

"Smoke"

Efterforskningen afdækkede, at de cigaretter, der blev fremstillet nær Vamdrup, blev kørt på lastvogne til Holland.

Her blev de fyldt i containere, som derefter blev sejlet til Storbritannien for til sidst at ende på det illegale marked, har det europæiske politisamarbejde Europol tidligere oplyst.

Fabrikken indefra.
Fabrikken indefra.

Efterforskningen blev understøttet af analytikere i Europol, hvor arbejdet foregik under navnet "Smoke".

Indsatsen er blandt andet gået ud på at afklare eventuelle forbindelser til andre lande, har Europol fortalt.

Opsatte kameraer

I Danmark er det politiets specialgruppe Særlig Efterforskning Vest, som har stået for opklaringsarbejdet.

Blandt andet opsatte betjente videokameraer for at kunne overvåge trafikken til og fra landejendommen nær Vamdrup.

Indgrebet med de automatisk virkende kameraer stod dog på i et par uger uden den nødvendige dommerkendelse, har en indberetning til Justitsministeriet vist.

41 millioner cigaretter

Den ukrainske mand, der torsdag er blevet dømt, har tilstået, at han deltog i fremstillingen af 41 millioner cigaretter. Hans rolle var dog begrænset.

Straffen på fire års fængsel er en stadfæstelse af den dom, som Retten i Kolding i juni afsagde.

I den forbindelse udtalte anklager Jacob Gents, at han ikke havde kendskab til lignende sager.

- Det er et meget betydeligt afgiftsbeløb, som den danske stat er gået glip med, sagde han.

13 andre personer er fortsat varetægtsfængslet. De venter på at komme for retten.

Fra Vamdrup ud i verden

Efter anholdelserne i Vamdrup meldte Europol, det europæiske politisamarbejde, ud med nye oplysninger. 

Efter den danske aktion i Vamdrup slog hollandske myndigheder til mod et varehus i byen Opsel. 

Her blev illegale cigaretter, som angiveligt var blevet produceret i Vamdrup, beslaglagt i flere containere.

Produktionen tog altså ifølge Europol sigte på salg på det illegale marked i Storbritannien, hvor den samlede værdi af de beslaglagte smøger anslås at løbe op i 14 millioner euro, hvilket svarer til mere end 100 millioner danske kroner.

Powered by Labrador CMS