Chok i vuggestue: Fem børn indlagt
En dreng, som går i vuggestue, har formentlig spist giftige bær. Han og fire andre blev kørt på hospitalet til observation for forgiftning
Et vuggestuebarn har formentlig spist giftige kermesbær på en vuggestues legeplads.
Drengen og fire andre vuggestuebørn fra Krummeluren, som er en Naturbørnehave og -vuggestue i Assens, blev efterfølgende kørt på hospitalet til observation for forgiftning.
Det skriver TV2 Fyn.
Drengen kastede op
Pædagogerne i Krummeluren, som er en Naturbørnehave og -vuggestue, blev opmærksomme på, at noget var galt, da drengen pludselig opførte sig anderledes og kastede op.
- Personalet opdagede, at der var nogle bær i opkasten og reagerede hurtigt og tog kontakt til giftlinjen, fortæller Karin Ladefoged, som er områdeleder for dagtilbuddene i Assens Kommune Karin Ladefoged, til TV2 Fyn.
Efter vejledning fra giftlinjen og lægevagten blev de fem vuggestuebørn sendt til undersøgelse på Odense Universitetshospital, da der var mistanke om, at alle kunne have været i berøring med samme bær.
Men børnene er nu udskrevet og har det godt.
Tilliden skal genskabes
Selv om personalet handlede hurtigt, kræver episoden, at der genskabes tiltro til institutionen.
For giftige bærplanter må ikke stå på en vuggestuelegeplads, understreger Karin Ladefoged.
Samtlige legepladser og haver inden for områdelederens område skal nu gennemgås for at sikre, at en lignende hændelse ikke sker igen.
Personalet i Krummeluren blev efter episoden tilbudt hjælp fra kommunens krisepsykologer.