Chok i Runes tennis-lejr
For anden gang på en uge siger Holger Rune farvel til en træner, da Boris Becker trækker sig fra samarbejdet
Endnu en tennistræner kan skrive sig på den voksende liste over Holger Runes ekstrænere.
Tirsdag eftermiddag meddeler den tyske legende Boris Becker på det sociale medie X, at han omgående stopper som træner for Holger Rune.
Øjeblikkeligt
- Jeg vil gerne meddeler jer, at jeg med øjeblikkelig virkning stopper som cheftræner for Holger Rune.
- Vi indledte partnerskabet med målet om at komme til ATP-sæsonfinalen i slutningen af sidste år, men efter det har jeg indset, at succes kræver, at jeg skal være endnu mere til rådighed for Holger, end jeg har mulighed for.
- Jeg kan ikke give Holger det, han har brug for lige nu. Jeg ønsker ham kun det bedste herfra, og jeg vil altid være hans største fan. Jeg har sat pris på at være en del af rejsen, skriver Boris Becker.
Smuttede også
Det er blot en uge siden, at den schweiziske træner Severin Lüthi også forlod Holger Rune som træner efter blot få ugers ansættelse.
Den tidligere professionelle tennisspiller og Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen er nu den eneste træner for den 20-årige dansker.
Også i 2023 var der uro på trænerfronten. Efter US Open sagde Rune farvel til den profilerede franskmand Patrick Mouratoglou, og senere på året stoppede han også samarbejdet med sin mangeårige danske træner Lars Christensen.
På pause
Både Mouratouglou og Christensens samarbejde med Holger Rune var flere gange sat på pause inden deres endelige brud.