Chauffør havde en bane kokain i lastbilen

Ved en lastbilkontrol fandt politiet chauffør i besiddelse af stoffer og en anden mands førerkort

Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Begrebet "kørebane" fik tidligere denne uge en helt ny betydning, da betjente fra Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi vinkede en lastbil ind til siden.

Kontrollen foregik mandag formiddag ved en motorvejstilkørsel i Karlslunde syd for København, og til at begynde med var sagerne da også i orden. Lastbilchaufføren blev bedt om at fremvise et førerkort - og det gjorde han.

Havde to kørekort

Men betjentene fandt snart ud af, at chaufføren ikke bare havde ét, men to førerkort. På den måde kunne han - alt efter hvilket kort han anvendte - fremstå som to forskellige og på den måde omgå hviletidsreglerne.

Reglerne er til for at sikre, at chauffører kan holde sig friske og årvågne og ikke falde i søvn under kørslen. Men chaufføren, en dansk mand, havde efter alt at dømme en anden - og knap så hensigtsmæssig metode.

En bane kokain

Ifølge kommunikationschef Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi havde manden et lille stykke pap liggende i bilen. Og på pappet befandt sig en bane kokain.

Han havde også et kreditkort, som angiveligt blev anvendt til at opdele kokainen med, og så fandt politifolkene et plastikrør, som angiveligt blev brugt til at sniffe.

Flere tomme poser

Politiet har en mistanke om, at det langtfra var den eneste "kørebane", som chaufføren havde benyttet. Ved ransagning af bilen fandt man nemlig 23 tomme små plastikposer af typen, som politiet plejer at kalde "pølsemandposer".

Poserne er sendt til undersøgelse for, om de har indeholdt kokain eller andet ulovligt stof, oplyser Thomas Kristensen.

Sigtet for narkokørsel

Chaufføren fik i forbindelse med kontrollen udtaget en blodprøve og sigtet for narkokørsel. Han er desuden sigtet for overtrædelse af narkotikalovgivningen og for at overtræde køre- og hviletidsbestemmelserne.

Overtrædelse af køre- og hviletidsregler

En lastbilchauffør blev stoppet af politiet og viste sig at have to førerkort for at omgå hviletidsregler.

Hviletidsreglerne sikrer, at chauffører forbliver friske og årvågne for at undgå ulykker på grund af træthed.

Chaufføren blev også sigtet for narkokørsel og overtrædelse af narkotikalovgivningen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Powered by Labrador CMS