Charlie fik smadret sin bil: - Det er så lavt
Der er ikke andet end mangel på forståelse efterladt hos Charlie, efter han kom ud til en smadret bil
En nabo hentede 22-årige Charlie Nørager Baj mandag. Hun bad ham følge med ud på parkeringspladsen på Heimdalsvej i Vojens.
- Det var som om, hun ikke rigtig kunne sige, hvad årsagen var, men hun mente, at der var noget, jeg skulle se.
Og det var der ganske rigtigt. På parkeringspladsen stod hans bil, men gerningsmænd havde i løbet af natten haft fat i den.
Begge forhjul var punkteret, kofanger og sidespejle var revet af og det samme var tankdækselet.
- Jeg følte bare chok. Jeg var forvirret over, hvem der kunne finde på at gøre sådan noget. Det er så lavt, siger Charlie Nørager Baj til Newsbreak.dk.
Er sket før
I en lokal borgergruppe for personer fra Vojens lagde han billeder og information op om bilen.
Her kunne han senere læse, at andre fra området ved Heimdalsvej, hvor bilen blev smadret, havde oplevet tyverier.
Men Charlie Nørager Baj kom dog i tanke om noget andet, da han så sin bil, som han stadig tænker over.
- I september sidste år kom jeg også ud til min bil, hvor den var ridset. Og det var sådan noget man ikke bare lige kommer til at gøre. Så det er altså to gange inden for et år, siger Charlie Nørager Baj til Newsbreak.dk.
Og det får ham til at drage konklusionen:
- Jeg må jo have nogle fjender et eller andet sted.
Finder noget andet
Af samme årsag vil han nu af med sin bil i håbet om, at der ikke sker lignende igen.
- Min bil var let genkendelig med de forlygter, der var monteret. Og så havde jeg stickers sat på, hvor der står Smølfine.
Men det skal alt sammen af, for bilen er for genkendelig.
- Jeg tænker bare at få gjort den standard, få den omregistreret og så bare finde noget andet at køre i, siger Charlie Nørager Baj.