By ramt af tragedie: -Folk er opskræmte
På to uger er der sket to dødsbrande i det lille boligområde Højdedraget i Taulov. Flere beboere frygter nu, at der kan være sammenhæng mellem brandene, hvor to personer mistede livet
En voldsom lugt af brændt træ stikker i næseborene, når man nærmer sig huset på Højdedraget i Taulov, som brændte ned for mere end to uger siden.
Søndag opstod endnu en brand i det lille boligområde, og nu er beboerne begyndt at undre sig over, om de to brande kan have en sammenhæng.
- Vi mennesker har det jo med at sammenkæde ting, når den slags sker, siger Karl Aage Dahl, som mandag formiddag er gået en tur for at finde det brændte hus.
Beboeren, der døde i branden, var kendt og vellidt at alle i området, da han arbejdede i Højdedragets aktivitetscenter Tavlhøj.
- Det er jo et stille og fredeligt område. Jeg har boet har i 14-15 år, der er ikke sket sådan noget, fortæller Karl Aage Dahl.
I aktivitetscenteret, hvor den afdøde arbejdede, går snakken også om de to brande.
- Det er jo uhyggeligt, når det kommer så tæt på, siger Kirsten Lind, som mandag står i centerets butik.
- Folk er opskræmte. De kan ikke lade være med at snakke om det. Man kan ikke lade være med at tænke 'Hvad sker der næste gang', fortsætter hun.
Ingen af beboerne i området, som Newsbreak.dk har talt med, ved, hvem den ældre kvinde var, som døde søndag. De fleste antager, at hun var sengeliggende.
Ude foran Tavlhøj Aktivitetscenter står Herman Damsgaard. Han husker også den døde som underviste i IT på stedet.
- Det er en kedelig måde at kommer herfra på, siger han til Newsbreak.dk.
- Han var en god mand, fortsætter Herman Damsgaard.
Han føler sig dog ikke utryg efter de to dødsbrande. Han mener, at der må være brandårsager, der ikke nødvendigvis har en sammenhæng.
Mandag sidder Herman Damsgaard og drikker kaffe med andre beboere i aktivitetshusets cafeteria.
- Det er tragisk, lyder det fra en af kvinderne ved bordet.
- Ja, og så når det er to huse så tæt på hinanden, svarer en anden.
- Jeg kan også godt forstå, hvis naboerne er utrygge.
Og selvom utrygheden går igen hos borgerne, så bliver der manet til besindighed. Politiet er opmærksom på, at der er to brande i nærheden af hinanden, men det har ikke været muligt at finde en sammenhæng mellem de to.
Karl Aage Dahl, som Newsbreak.dk traf foran det udbrændte hus, har dog en teori om, hvad en mulig sammenhæng kunne være.
- Det er jo juletid, og vi ved, at der er mange, der tænder stearinlys og så videre på denne tid, siger han til Newsbreak.dk.