Busulykke: Kvæstet Kim helt grædefærdig
Kim Kold Bryde og konen ligger stadig på hospitalet med alvorlige kvæstelser efter busulykken i Tyrkiet, som skete natten til lørdag. Men nu er parret blevet genforenet
Se foto af den forulykkede turistbus i bunden af artiklen
- Jeg har svært ved at trække vejret. Jeg skal opereres lige om lidt, fortæller Kim Kold Bryde i telefonen fra et hospital i Tyrkiet til Newsbreak.dk.
66-årige Kim Kold Bryde, der kommer fra Hjortshøj nord for Aarhus, har været indlagt med alvorlige kvæstelser siden busulykken i Tyrkiet, som fandt sted natten til lørdag.
Han og konen samt flere andre turister var på vej til lufthavnen i Antalya i en minibus efter en ferie i Tyrkiet, da bussen pludselig forulykkede.
Brækket ribben og hofte
Kim Kold Bryde har brækket ribben og hoften, fået punkteret en lunge og er ramt af hjernerystelse.
Kvæstelserne gør, at han har svært ved at få luft og trække vejret. Derfor skal han have indopereret et dræn i lungen.
Den samme operation har hans kone, som ligeledes er alvorligt kvæstet, gennemgået.
Vidste ikke, hvor konen var
Kim Kold Bryde kan ikke huske så meget fra busulykken.
- Det var et kæmpe chok, fortæller han.
Uvisheden var forfærdelig for Kim Kold Bryde. Til at starte med blev han nemlig ikke indlagt på samme hospital som sin kone.
- Politiet havde min kones taske, hvori hendes telefon lå, så jeg kunne ikke komme i kontakt med hende og vidste ikke, hvor hun var, eller hvordan hun havde det, fortæller han.
Men nu er parret til Kim Kold Brydes store lettelse blevet genforenet på det hospital, hvor konen hele tiden har været indlagt.
Vender hjem fredag
Kim Kold Bryde er voldsomt psykisk påvirket af ulykken, oplyser hans steddatter, Didde Pedersen, til Newsbreak.dk.
- Min ellers så stærke stedfar har været helt grædefærdig, fortæller hun og fortsætter:
- Og på grund af hjernerystelsen har han været meget konfus.
Didde Pedersen hastede til hospitalet i Tyrkiet, så hurtigt hun kunne, søndag.
Familien regner med, at de kan vende tilbage til Danmark og et dansk hospital på fredag, men de ved det endnu ikke med sikkerhed.