Bror og søster i pinlig affære
Bror og søster kom ikke til retsmødet
En bror og en søster er blevet idømt fængselsstraffe for at svindle adskillige ældre og for hvidvask.
Søsteren, der er 33 år, idømmes to års fængsel, mens den 26-årige bror idømmes fængsel i et år og tre måneder. Han fik samtidig en advarsel om udvisning.
Dommen er afsagt af Retten i Næstved mandag eftermiddag, oplyser anklager Lotte Mie Nielsen.
Lokkede ofrene
Alle bedragerierne er foregået ved, at søskendeparret sammen med andre gerningspersoner har udgivet sig for at arbejde i ofrenes banker. Det fik ofrene til at overdrage betalingskort og andre værdier såsom kontanter og smykker.
Det vurderes, at bror og søster samlet har svindlet for eller forsøgt at svindle deres ofre for 2,6 millioner kroner, oplyser Lotte Mie Nielsen.
I alt har de medvirket til bedrageri eller forsøg på bedrageri mod 39 ældre.
I strafudmålingen lagde retten vægt på, at det ikke var søskendeparret, der var hjernen bag bedragerierne.
Del i planen
- Retten vurderede, at det ikke var dem, der var bagmændene i de her svindelsager, men at de havde taget del i planlægningen af dem, siger Lotte Mie Nielsen.
Hun kan ikke oplyse, hvilken rolle søskendeparret har haft i planlægningen.
Af anklageskriftet fremgår det, at størstedelen af svindelnumre blev udført af andre gerningspersoner.
Ved et tilfælde mødte broren dog op på en adresse, hvor han påstod at arbejde i offerets bank.
Efter en telefonsamtale mellem offeret og søsteren, der udgav sig for at arbejde i bankens sikkerhedsafdeling, indvilgede offeret i at overdrage sit betalingskort samt 110.000 kroner i kontanter til broren.
Masser af hvidvask
Tilsammen var søskendeparret tiltalt i 35 forhold. De blev frifundet for to af dem.
En række af forholdene handler om hvidvask.
Ved et tilfælde har søsteren modtaget en kontooverførsel på 55.000 kroner fra en konto tilhørende et af ofrene.
Det pågældende offer led i alt et tab på 205.000 kroner.
Uklart hvad de mener
De hvidvaskede også penge. Samlet har søskendeparret medvirket til hvidvask af 883.087 kroner, viser anklageskriftet.
Hverken bror eller søster var til stede i Retten i Næstved, da der blev afsagt dom, og derfor vides det ikke, om de ønsker at modtage eller anke dommen. De har 14 dages betænkningstid.