Brand trækker tråde til knivstikkeri
Brand, der førte til evakuering af 47 personer, har relation til et knivstikkeri i Viby, mener politi
Branden, der natten til tirsdag førte til evakuering af 47 personer i Gellerup ved Aarhus, trækker tråde til et knivstikkeri i Viby J lørdag aften.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Formentlig påsat
Efter den indledende efterforskning af branden er det politiets vurdering, at den er påsat, og at den altså kan kobles til en episode lørdag, hvor en 21-årig blev tildelt flere knivstik.
- Vores efterforskning peger på, at sagerne hænger sammen, og det er vores vurdering, at der er tale om uoverensstemmelser imellem en mindre gruppe personer i det kriminelle miljø, siger politiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.
Vil ikke samarbjede
Den 21-årige, der blev stukket lørdag, blev kørt til behandling på hospitalet. Han var aldrig i livsfare.
Han har ikke ønsket at medvirke til opklaringen af knivstikkeriet, skriver politiet.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, når vi ser denne type af alvorlige, personfarlige forbrydelser, siger Anders Uhrskov.
Kontakt politiet
- Samtidig vil vi ikke finde os i, at man i det kriminelle miljø lukker sig om sig selv og nægter at medvirke til sagernes opklaring. Har man informationer om de her sager, skal de gives til politiet.
En anden 21-årig mand har været anholdt i forbindelse med knivstikkeriet, men blev løsladt efter at være blevet afhørt.